Det er søndag, den 5. december, og der hænger julepynt overalt i byens gader. Folk har travlt med at handle julegaver, og andre juleting. Imens går en 27-årig kvinde ved navn Carla, rundt i sin toværelses lejlighed og leder efter sin julepynt.

”Hvor har jeg den fra”, tænker Carla, mens hun tager en gammel og skrøbelige porcelænsdukke op fra en papkasse med julepynt i. Den har stået på hendes loft de sidste syv år. En dukke, der stirrer direkte på Carla med de klareste krystalblå glasøjne, man kunne tænke sig. ”Nu husker jeg dig,” siger Carla stille til dukken. ”Jeg fik dig af mor i julegave, det år far...” og det sidste ord kommer hviskende og næsten uhørligt ud af hendes mund, ”døde.”  ”Jeg kaldte dig Carla” hvisker Carla hemmelighedsfuldt til sig selv. Den kjole dukken havde på havde engang været fin og ny, men nu var den støvet og slidt. Og de fine små lyseblå blomster som man havde kunnet se på dukkens kjole var nu afblegede, triste og næsten ikke til at se. Carla bliver helt rørt af at se den, og husker hvor glad hun var, for den dukke. Hun følte, at hun havde en ven, en der lagde mærke til hende, en der gav hende opmærksomhed. Carlas far begik selvmord da hun var 7 år, og efter farens død blev hendes mor - som nu var død - mærkelig, og de snakkede ikke rigtig sammen længere. Hendes mor havde givet hende dukken, og troet at Carla ville glemme, at faren ikke var der mere, og blive glad. Glad blev hun, men glemme det, kunne hun ikke. Carla havde altid følt, at det var hendes skyld, at faren døde, og dukken var den eneste, hun ikke følte, bebrejdede hende for det. Hun følte at hun havde en ven, en der gav hende opmærksomhed og lagde mærke til hende. Carla tænker på det hele, og en skinnende tårer triller ned af hendes kind. ”Nå, det var det julepynt jeg skulle finde” siger Carla til sig selv, lægger dukken lidt ligegyldigt op på sit skab, og begynder at rode i papkassen med julepynt i.

Den aften kan Carla ikke falde i søvn. Hun ser øjne for sig når hun lukker øjnene. Blå krystalklare øjne, præcis ligesom dukkens. Det er ubehageligt. Lige pludselig hører hun noget ude fra toilettet. En mærkelig lyd. Det lyder som om, nogen siger noget. Hun rejser sig fra sengen, og går med langsomme og stille skridt hen mod badeværelsesdøren som er lukket. Hendes øjne er vidt åbne, men rolige på samme tid. Hun tager langsomt fat i håndtaget der knirker, og åbner døren. Badeværelset ser ud som det plejer. Småt, primitivt og ikke særlig rent. Men der er ikke nogen, blot airconditionen der ikke er blevet lukket, og det blæser stille ind i rummet. I det samme hører hun, at der falder noget på gulvet inde i soveværelset. Med hurtige skridt går hun ind på værelset, og ser at dukken, hun havde lagt på skabet tidligere på dagen, nu ligger på det gamle og slidte gulvtæppe, ved siden af hendes seng. ”Hvordan pokker…?” siger hun til sig selv med tøvende ord, og tager dukken op fra gulvtæppet, og lægger den op på skabet igen. Lægger sig endnu en gang prøvende til at sove, og falder i søvn.

Det er mandag og Carla skal på arbejde. Halvt sovende sidder hun i bussen, der er fyldt med mennesker. Hun får øje på en lille pige og hendes far. Carla stirrer på dem, helt betaget. De ser lykkelige ud. ”Nørrebrogade”, lyder det træt fra buschaufføren i højtaleren. Carla stiger af bussen.

”Godmorgen Carla, i dag skal du…” begynder sekretæren stressende, som efterhånden nu har arbejdet det samme sted 30 år, ”bestille de ting, bla bla bla bla…” forsætter hun. Hvor må hun have et kedeligt liv”, tænker Carla. Hun køber en kop kaffe i automaten, og sætter sig ved sit bord.

”Hvad laver du?” Carla kigger op i et ligegyldigt, irritabelt og halvgammelt ansigt. Sekretæren.

”Jeg øhm…” Carla kigger ned på sin blok, som hun mærkeligt nok har tegnet øjne på over alt. ”Eh… jeg laver…” siger Carla usikkert. ”Cirkler?” spørger sekretæren provokerende. ”Kan du ikke bare være ligeglad din…” Carla har lyst til at sige det, men hun sluger sine ord, og lader som om hun har tænkt sig at lave noget. Sekretæren vender sig bare om og går. Mærkeligt, hun kigger på sit ur, hun har siddet og tegnet øjne i en time. Hun forstår det ikke. Hun kan da ikke bare været faldet i staver på den måde. Hun tænker på den foregående aften. Da hun så de øjne for sig. Mærkeligt. På vejen hjem går hun igennem Magasin for at kigge. Og der, på 4. etage hvor der er julemand og alt hvad børn begærer, står pigen fra bussen sammen med sin far. Carla stirrer på dem med store, betagede øjne. Hun bliver afbrudt af en gammel dame der spørger om vej til toilettet, og Carla skal også hjem.

Om aftnen hører Carla igen noget ude fra toilettet. Det må være den aircondition igen tænker hun, og lader det være. Men det bliver ved, og hun hører nogen hviske noget. Hun bliver underligt til mode. Hun rejser sig op. Går ud mod badeværelset på samme måde, som hun havde gjort dagen før. Hun kan hører hvisken tydeligere og tydeligere. Åbner døren, der er ingen ting. Hun ligger sig tilbage i sin seng, men hører stadig hvisken. ”Caarlaa, leg med miig, Caarlaa, kom og leg… med miig…” Hun kan høre en hviskende og syngende stemme. Carla er rædselsslagen. Hendes øjne er fyldt med frygt og angst, og hun går i panik. Hun sidder og hiver efter vejret mens stemmen, ”caarla… caarla…”synger og hvisker til hende. Hun hører et klir, og kigger hen mod skabet. Dukken er faldet ned fra skabet, stemmen er stoppet. Hun står og stirrer tomt ud i luften med dirrende og bange øjne og hun går nu hen til dukken. Fra gulvtæppet stirrer dukken op på hende med de krystalklare blå, øjne. Uhyggelige øjne, nærmest skræmmende. Enormt kraftige. Hun tager en dyb indånding, lægger dukken op på skabet igen, og sætter sig op af skabet, og stirrer ud i luften. Er hun blevet sindssyg? Hvorfor hører hun stemmer? Og hvorfor er hun så betaget at den lille pige og hendes far? Tankerne kører rundt i hovedet på hende, mens hun sidder og rokker frem og tilbage. Hun lukker sine øjne, og gisp, nu er de der igen. Øjnene. De mærkelige øjne. De skræmmende øjne som hun har tænkt på, og øjnene som hun har tegnet tusindvis af på arbejdet. Hele natten sidder Carla sådan.

Det er ikke bedre næste dag. Hun sidder bare op af skabet og stirrer tomt ud i luften. Dagen går, og hun bemærker ikke at det lige pludselig er mørkt uden for. Hun sidder bare der. Kaster et blik hen til vinduet og ser at det er aften. Hun er bleg, har store mørke render under øjnene og hendes hår er uglet og fedtet. Hun er træt, men bange for at lukke sine øjne. Carla gør det dog alligevel og med det samme er øjnene der igen. Mere skræmmende end før, og en hviskende syngen begynder langsomt igen. ”Caarlaa… kom og leeg… Caarlaa… leg med miig.. Hun skriger, hendes øjne at ved at hoppe ud at hovedet på hende og hun er våd af sved. Hun vælter rundt i værelset. Hun er rædselsslagen. ”Lad mig være!” skriger hun. ”Lad mig være!” Klir! Dukken er faldet ned fra skabet, og den syngen og hvisken der drev hende til vanvid før, er stoppet. Hun vender sig om mod skabet. Og den før så fine, men nu uhyggelige porcelænsdukke, er gået itu. Hun trækker vejret hurtigt og tungt. Der ligger et sammenkrøllet papir mellem skårene fra dukken. Hun samler papiret op og folder det ud. Der er skrevet noget på det. ”Til min datter, Carla” læser Carla stille op for sig selv. Hun må læse videre.

Til min datter, Carla.

Carla, når du læser dette, er jeg her ikke.

Jeg købte denne dukke før jeg drog bort.

Og nu har du fået den af din mor.

Og Carla, husk, du må aldrig glemme dukken.

Den har brug for at du husker den.

Den har brug for at du giver den kærlighed.

Akkurat ligesom den gav dig kærlighed.

Frygt den ikke. Alt har en sjæl.

Min sjæl, lever i dig.

Far.

Carlas vejrtrækning bliver rolig, og tårerne vælter ud af hendes øjne. Det hele giver mening nu. Den lille pige og hendes far. Carla spejlede sig i hende. Den syngen der havde plaget hende. Det var far der ville findes. Øjnene. Det var dukkens øjne hun ikke kunne glemme, det var dukkens sjæl. Det hele giver mening! ”Tak, Carla. Tak!” hulker hun, og kigger på de ødelagte skår fra dukken.