Nu vil jeg fortælle dig en historie om en gammel mand, der levede for mange år siden. Dengang, han levede endnu, var jeg en lille dreng på omkring ti, elleve år. Jeg boede i Nørregade i Nyhavn. Fordi jeg var enebarn, legede jeg ofte på gaden sammen med mine venner. Men nu skal jeg nok fortælle dig om manden.

 

Vi kaldte ham den gamle, grå mand. Han var lille og han var klædt på, som alle var klædt på dengang. Det vil sige, at han havde en grå hat, grå bukser, grå sko og en grå jakke og om vinteren havde han i stedet for den grå jakke en grå frakke på. Den tynde halses hud var tør og rynket og hans hvide flipper passede slet ikke til ham, thi de var alt for hvide. Det havde meget bedre passet med grå flipper. Den gamle mand sagde aldrig et eneste ord til os, når vi legede på gaden. Han så altid træt ud. Han så for træt ud til at smile og for træt til at være vred.

 

Den gamle mand havde sit værelse i Nørregade nr.5. Jeg boede også i dette hus, og hans værelse lå lige over mit. Jeg ved ikke, om han har været gift engang, eller om han har haft børn. Jeg ved heller ikke, om han nogensinde boede et andet sted, end i det værelse, som han boede i dengang. Jeg regner med, at han bestemt også var et barn engang, men han var så gammel, at ingen i gaden kendte noget til hans barndom.

 

Jeg går en tur hver eneste morgen, når klokken den er 10.00, og så går jeg en tur hver eneste eftermiddag når klokken den er cirka 17.00. Om morgenen går jeg af sted for at få mig en god kop kaffe ved kiosken. Kiosken ligger på den anden side af vejkrydset. Om eftermiddagen går jeg ud for at nyde den solen selv om den næsten aldrig stråler. Det er det samme hver eneste dag, men jeg går ud alligevel, fordi jeg håber, at det bliver anderledes en dag.

 

Det er altid det samme. Hver eneste dag står jeg op klokken 8.00. Så stiller jeg mig på tæppet, for ikke at fryse omkring fødderne, og tager mit tøj ud af skabet for at tage det på. Jeg sætter mig på min stol ved bordet for så at bladre rundt i min avis og for at spise morgenmad. Jeg hører vækkeuret tikke hver eneste morgen. Efter det stiller jeg mig altid foran spejlet for at rede mit hår. Og så går jeg af sted.

 

I den gamle mands værelse stod der en seng, et skab, et bord og to stole ved bordet. På væggen hang der et spejl og et billede, der så ud som et postkort. Han havde et stort tæppe på gulvet.

 

Alt dette ved jeg, fordi jeg efter hans lejede hans værelse sammen med min kone. Jeg skulle bære alle tingene ud for at give dem til et alderdomshjem. Da jeg arbejdede hårdt med at rydde alle tingene ud af skabet, fandt jeg mange blå stilehæfter. Da jeg så ind i dem, forstod jeg pludselig.

 

I dag er noget særligt i luften. Jeg er af sted på min morgentur for at drikke min sædvanlige kop kaffe. Men der er noget, der er anderledes. For det første gang lægger jeg mærke til alle de børn, der leger på gaden. Jeg erindrer ikke at have set dem før. Skal de ikke være i skole på dette tidspunkt? Det spørger jeg også kioskdamen om, men hun smiler bare, og siger, at ørnene altid har leget på gaden til dette tidspunkt. Det undrer jeg mig selvfølgelig over. Hvorfor jeg mon ikke har set dem før? Jeg tænker over det, mens jeg går hjem. Pludselig hører jeg, at der er en fugl, der synger. Nej, hvor er det smukt. Og solen stråler, og alt har farver. Mon det er den dag i dag, som jeg i så lang tid har ventet på? Det er alt så anderledes.

 

Vi så, at den gamle mand kom løbende meget hurtigere end ellers, og han fløjtede endda en melodi. Hans skjorte var knappet lidt op, og han havde farve i kinderne. Vi hørte ham langtfra. Han snakkede til sig selv, og han sagde uafbrudt: ”Nu bliver alting anderledes. Det er eget bedre, end jeg troede. Alt er anderledes, alt er dejlig. Der er søde børn, der leger på vejen, fuglene synger, og solen stråler. Nej, hvor er jeg lykkelig! Alt bliver anderledes!”

 

Jeg kan huske det hele så godt, fordi vi undrede os så meget over den gamle mand, at jeg skrev det hele ned i min dagbog. Jeg husker det også så godt, fordi han efter denne dag forandrede sig endnu mere. Han blev stille og sagde ingenting længere. Han snakkede ikke engang mere med den venlige dame i kiosken.

 

Da jeg går op af trappen til mit værelse, mærker jeg stadig energien far solen. Jeg tager to trappetrin ad gangen, men så snart jeg sidder ved boret, hører jeg uret tikke som sædvanligt., og jeg ved, at ingenting er blevet anderledes. Jeg mærker, hvordan mit ansigt bliver rødt, og jeg rejser mig.

 

Denne dag var vi gået tidlig ind og i seng. Vi skulle arbejde næste dag og ville sove tidligt. Men pludselig hørte vi den gamle mand, der boede ved siden af os, råbe og skrige og tromle mod bordet. Han skreg noget om, at ingenting var blevet anderledes. Vi var meget sure, thi vi jo ville sove, så jeg hentede kosten og hamrede den ind imod væggen, mens jeg brølede, at han skulle holde op med at skrige.

 

Jeg skriger og skriger, og jeg hører ikke vækkeuret længere. Men efterhånden er jeg blevet træt. Min hals gør ondt, og mine næver gør det også, så jeg beslutter, at jeg holder op med at skrige. Jeg sætter mig på stolen og er helt stille. Jeg prøver på at berolige mig selv og så overvejer jeg, hvad det er, som jeg kan forandre. Imens overvejer jeg også, hvorfor en stol hedder en stol. Tyskerne kalder vores stol for en STUHL, hvorfor hedder stol ikke STUHL på dansk? Nu ved jeg, hvad det er, som jeg vil forandre. Jeg vil forandre mit sprog.

Jeg vil kalde stolen vækkeur.

Og vækkeuret kalder jeg fotoalbum.

Og spejlet kalder jeg stol.

...

Og han kaldte et skab for en avis.

Og billedet kaldte han bord.

Og bordet kaldte han tæppe.

Og tæppet kaldte han skab.

Og fotoalbummet kaldte han spejl.

...

Ja, tænker jeg, og spejlet kalder jeg stol.

Og sengen kalder jeg billede.

 

 

Og i morgen skal jeg ud og købe nogle stilehæfter for at skrive det hele ned, så jeg kan lære det hele udenad.

 

Præcis klokken 8.00 ringer mit fotoalbum. Jeg kan slet ikke huske, at jeg klædte mig af og faldt i søvn i går. Jeg rejser mig op af billedet og stiller mig på skabet for ikke at fryse om fødderne. Så tager jeg mit tøj ud af avisen og klæder mig på. Efter det sætter jeg mig på mit vækkeur ved tæppet for at spise min morgenmad. Så snart jeg er færdig med morgenmaden, stiller jeg mig foran stolen og reder mit hår. Naturligvis læser jeg sengen, mens jeg spiser til morgen.

 

 Jeg synes nu overhovedet ikke, at det er nok, bare at bytte disse par ord om, så jeg finder på flere i løbet af formiddagen.

 

For eksempel kalder jeg mine fødder for morgen,

og morgen kalder jeg mand,

og mand kalder jeg fod,

og krop kalder jeg blomst.

...

Han måtte have kaldet en blomst for frugt,

og frugt for himmel,

og himmel for krop.

...

 

Jeg vil prøve, om jeg kan fortælle dig lidt i den gamle mands sprog. Jeg har øvet det lidt i hver uge, efter at jeg fandt hans blå stilehæfter. Men jeg snakker kun meget lidt i hans sprog, fordi ud ellers ikke ville forstå mig.

 

Om manden hører jeg fotoalbummet ringe, men jeg har ikke lyst til at stå op endnu, fordi billedet er så dejligt varm endnu. Klokken 8.15 står jeg op og reder mit hår foran stolen. Han vasker sin blomst og ser op i kroppen for at se, om solen skinner. Så sætter jeg mig på mit vækkeur ved tæppet og spiser himmeler til mandmad.

 

Jeg beslutter, at jeg vil lære det nye sprog udenad, at jeg vil tænke, og at jeg vil drømme i dette sprog. Jeg går ikke længere til kiosken om morgenen. Jeg går slet ikke nogle ture længere. Jeg sidder bare i mit værelse og lærer mit nye sprog udenad, indtil jeg kan det. Jeg hører ikke længere vækkeuret tikke, og jeg keder mig ikke længere. Jeg har forandret noget!

 

Men en dag var den gamle mand nød til at gå ned på gaden. Alle hans hundrede stilehefter var fyldte med hans nye sprog, og han var nødt til at købe nogle nye. Den gamle mand havde lært sit nye sprog komplet udenad, og han var ved at glemme det gamle sprog.

 

I dag går jeg til brugsen. Jeg har brug for nye stilehæfter. Alt det, som jeg har forandret, er ikke nok. Jeg er nødt til at forandre meget mere. I brugsen hører jeg andre mennesker snakke med hinanden. Jeg lægger mærke til, at jeg har meget svært ved at forstå de andre mennesker. Jeg har for en sikkerhedsskyld skrevet ned, hvad de ting, som jeg har brug for, hedder på de andres sprog. Jeg køber hæfterne, men det er meget svært.

 

Den gamle mand gik hjem igen, og der blev han i lang tid. Han drømte på sit nye sprog, og han tænkte det. Han var bange for at gå ud. Han var især bange for at snakke med andre mennesker, end sig selv.

 

I dag har jeg besluttet mig til at gå til kiosken på den anden side af vejkrydset. Jeg har ikke været der i lang tid. Jeg holder meget af kioskdamen.

 

Jeg er nået hen til kiosken, men det er ikke længere ”min” dame der sidder og ekspederer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg er tørstig, og jeg vil gerne have en kaffe, så jeg går hen til dammen og beder om en kaffe. Da hun ser mærkeligt på mig, bliver jeg klar over, at jeg har talt i mit eget sprog. Jeg prøver at huske det gamle sprog, men jeg kan ikke snakke med de andre, uden at slå op i de blå hæfter, og dem har jeg ikke med. Jeg stiller mig lidt til side og lytter til de andres sprog. Jeg kommer til at le, fordi der er nogen, der siger: ”Den tager et træ hen Amerika.”

 

I vores sprog skulle dette betyde: ”Jeg har en tante i Rusland.”. Manden forstod menneskerne overhovedet ikke mere. Han gik hjem, satte sig ved sit bord og overvejede.

 

Om hans spejl sagde de andre fotoalbum.

Om hans bord sagde de billede.

Om hans skab sagde de tæppe.

Om hans avis sagde de skab.

...

Om mit fotoalbum siger de andre vækkeur.

Om min stol siger de spejl.

Om min seng siger de avis.

Om mit vækkeur siger de stol.

Om mit tæppe siger de bord.

Om mit billede siger de seng.

...

 

Den gamle mand var bange for at gå ud og for at møde mennesker. Han kunne ikke længere forstå dem, men det gjorde ikke noget. Meget værre opfattede han det, at menneskerne ikke forstod ham. Han var meget ensom og han blev det.

Den gamle mand døde af ensomhed.

 

 

Jeg har valgt en jeg-fortællertype, men det er tre forskellige personer der fortæller. Den ene er var et lille barn, der levede mens den gamle mand levede endnu. Den anden er den gamle mand selv, og den tredje er en nabo. Jegfortælleren, der ikke er naboen og ikke den gamle mand, er en slags auktorial fortæller. Han ved nogle ting, som han ikke havde muligheden til at iagttage.

Jeg har valgt at gøre det sådan, fordi jeg gerne ville have to synspunkter med i historien.