Overgangen til et moderne industrisamfund foregik over de følgende 10 år frem til Walter Ulbrichts afgang. En ny reformperiode blev sat i gang. Under påvirkning af diskussionen i Sovjetunionen om at tage markedsmekanismer i brug i økonomien, vedtog den 6. partikongres i SED omfattende ændringer i økonomi og samfund. Det nye økonomiske system var resultatet af udfordringen fra den tredje teknologisk-industrielle revolution. Kybernetikken holdt sit indtog. Selvregulerende kræfter blev i større grad end tidligere taget i brug, og økonomien skulle stå under en faglig ledelse. Dette indebar endvidere, at DDR forsigtigt frigjorde sig fra den ukritiske overtagelse af sovjetiske modeller. DDR slog ind på vejen mod et forbrugsorienteret karrieresamfund med stærke konservative træk.

Ungdomsloven (1964) var en af de vigtigste reformer. Den forbedrede avancements mulighederne på jobbet og gav større selvstændighed. I 1967 blev loven suppleret med «Grundsætninger for den socialistiske ungdomspolitik». Uddannelsessystemet blev tilpasset kravene fra den nye økonomiske politik. Materielle goder skulle stimulere folkets arbejdsindsats. I 1966-67 indførtes 5 dagesugen. Reformiveren bredte sig også til kulturlivet. Kunstnere og andre kulturarbejdere som mente, at tiden var inde til kritiske diskussioner af DDR samfundet fik en tid frit spillerum for kritisk kulturarbejde. Sent på året 1965 blev denne politik ændret. Visse teaterforestillinger og film blev forbudt, kritiske bøger fremkaldte stærke reaktioner og kunne ikke længere publiceres.

Først i 1971 - på SED's 8. partikongres - opmuntrede partiledelsen atter forfattere og kunstnere til diskussion. Men velviljen og forståelsen fra partiets ledelse varede ikke længe. I november 1976 mistede visesangeren Wolf Biermann sit DDR statsborgerskab, mens han var på en koncertturne i Vesttyskland. For første gang kritiserede kunstnere og intellektuelle åbent disse vilkårlige forholdsregler. Mange flygtede til den kapitalistiske forbundsrepublik eller blev udvist. Dette gjaldt bl.a. skuespilleren Krug, rocksangeren Nina Hagen, visesangerne Kunert og Pannach, forfatterne Kunze og Seyppelt. Sidstnævnte var flyttet fra Vestberlin til DDR i 1973. I juni 1979 ekskluderede forfatterforbundet ni besværlige forfattere. De mistede ikke kun deres rettigheder, men blev også nægtet retten til at udgive deres bøger i DDR.

I 1967/68 blev en ny grundlov diskuteret. Folket blev først inddraget i slutfasen. I 1968 - på årsdagen for statsoprettelsen - indførtes den ny grundlov. Den tog mere hensyn til situationen i DDR end den foregående grundlov, der havde stærke fællestræk med grundlove fra Weimarrepubliken.

I 60'erne udviklede DDR sig til den næststørste industrimagt i Østeuropa. Samtidig voksede DDB borgernes selvværd. Ulbricht betragtede DDR som mønsterstaten blandt de højt industrialiserede socialistiske stater.

Tidligt i 70'erne var der modsætninger mellem den gamle partileder og sovjetledelsen om afspændingspolitikken i Mellemeuropa. Sovjetledelsen fik derfor afsat partilederen. I 1971 overtog Erich Honecker denne post. Dette banede vejen for en ændring af forholdet til Vesttyskland. Endelig blev også DDR internationalt anerkendt. Berlinaftalen fra 1971 er et vendepunktet i denne udvikling. Senere fulgte en grundlovstraktat mellem de to tyske stater, medlemskab af FN og diplomatisk samkvem med en lang række kapitalistiske stater.

Med en grundlovsændring i 1974 forsvandt de sidste fællestyske bånd. I stedet tales der om en socialistisk nationalkultur og der lægges vægt på samkvemmet med Sovjetunionen.

Det økonomiske system

Økonomisk var DDR opdelt i en sydlig og en nordlig del. Der eksisterer en større befolkningskoncentration og mere industri i de sydlige distrikter omkring Dresden, Halle, Leipzig og Karl-Marx-Stadt. En fjerdedel af hele landet stod for halvdelen af den industrielle produktion. I det nordlige distriktet omkring Schwerin, Neubrandenburg og Rostock, der er omtrent lige så stort, var procentdelen kun syv. Befolkningen er tre gange større i syd end i nord. I de nordlige distrikter hvor landbruget er vigtigt, lever omkring 40% af befolkning i byer med mere end 10.000 indbyggere. I de fire sydlige distrikter er tallet 50%.

Det var ikke privat ejendomsret til mellemstore og store virksomheder. Til gengæld bestod den socialistiske ejendom af de socialiserede virksomheder, kooperativer og offentlige organisationers ejendom. Den økonomiske udvikling var baseret på 5 (og 7) års planerne.

Indenfor landbruget var storbedrifter det mest almindelige. Brugene var i gennemsnit på 4.400 hektar. Omkring 40% af de erhvervsaktive arbejdede i industrien. De stod for mere end halvdelen af bruttonationalproduktet. VEB (Volkseigener Betrieb) Leuna Werke (omkring 30.000 ansatte), VEB Carl Zeiss Jena, VEB Filmfabrik Wolfen og VEB Chemiekombinat Bitterfeld var blandt de største industrivirksomheder.

I 50'erne lå den gennemsnitlige vækstrate på 14%. Med overgangen til den intensive vækstfase i 60'erne faldt den til omkring 6%. Planøkonomi og hårdt arbejde formåede imidlertid ikke at fjerne den økonomiske kløft ifht. Vesttyskland. De største vanskeligheder var det forældede maskinudstyr og et tilsvarende højt energiforbrug samt et større behov for arbejdskraft.